Til sangmesteren. Etter Gittit. Av Asaf.
Juble for Gud, vår styrke, rop med fryd for Jakobs Gud!
Stem i sang og la håndtrommen lyde, den liflige lyren sammen med harpen!
Støt i horn ved nymåne, ved fullmåne på vår høytidsdag!
For det er en lov for Israel, en rett for Jakobs Gud.
Han satte det som et vitnesbyrd i Josef da han dro ut over Egypts land. Jeg hører et språk jeg ikke kjente.
Jeg tok byrden fra hans skulder, hans hender slapp fri fra kurven.
I nøden ropte du, og jeg fridde deg ut; jeg svarte deg i tordenens skjul, jeg prøvde deg ved Meriba-vannene. Sela.
Hør, mitt folk, og jeg vil vitne mot deg! Israel, om du bare ville høre på meg!
Det skal ikke være noen fremmed gud hos deg, og du skal ikke tilbe en utenlandsk gud.
Jeg er Herren din Gud, som førte deg opp fra Egypts land; lukk munnen din vidt opp, så skal jeg fylle den.
Men mitt folk hørte ikke på min røst, og Israel ville ikke vite av meg.
Så lot jeg dem gå i sitt hjertes hardhet; de vandret i sine egne råd.
Å, om mitt folk ville høre på meg, om Israel ville vandre på mine veier!
Snart ville jeg ydmyke deres fiender og vende min hånd mot deres motstandere.
De som hater Herren, skulle krype for ham, og deres tid skulle vare evig.
Han ville fø ham med den fineste hvete, og med honning fra klippen ville jeg mette deg.